…over halvdelen af de italienske kvinder er hjemmegående…
Alene af den grund må jeg jo pr. “assimilerings-definition” være en af de dårlige indvandrere… eller hvá?
Jeg spiste også Ris á la mande til julefrokosten – og både desserten og julefrokost-traditionen er ukendte fænomener i det land, jeg lever i…
HELDIGVIS er jeg immigrant i Italien, hvor integration – og IKKE assimilation – stadig er det officielle mål i indvandrerpolitikken.
Og mine indfødte venner synes stadig efter to årtier, at det er både sjovt og interessant at høre om mit andet hjemland Danmark, om danske traditioner og samfundsforhold…
Integration er nemlig et TILVALG.
Integration er den kæmpestore gave og opgave! at føle sig hjemme i to lande, i to kulturer – på nøjagtig samme måde som en jyde også kan føle sig hjemme i København og omvendt.
Integration er også hårdt arbejde – sprog til at begynde med og siden alle de små, større, store og kæmpestore forskelle i hverdagen fra mad- til køkultur…
Efter 22 år i Milano er jeg dog ikke et øjeblik i tvivl om, at det på alle måder ÈR besværet værd.
ÈR, fordi integration som førstegenerationsindvandrer er en never-ending proces, der dagligt gør mig mere italiensk uden dog på nogen måde at gøre mig mindre dansk, jydsk eller herningensisk 
Integration er opmærksomhed på og kendskab til forskelle.
Integration er udveksling af ideer på alle planer – integration er UDVIKLING…
Assimilation er et farvel til mangfoldigheden, et TVUNGET FRAVALG af egen oprindelig kultur, ensretning og i sidste ende AFVIKLING…
Digteren Jens Immanuel Baggesen vidste det allerede for 200 år siden:
“Jeg var ikke længer National-Slave – jeg var Tydsker, jeg var Franke, jeg var Brite, jeg var Belgier, jeg var Schweitzer, jeg var Skandinaver.
Mit Hierte slog lige høit for Broderen her og for Broderen hist.
Kun tre Kæder – men lige saa ubrydelige, som skiønne – bandt mit Væsen tættere og fastere til Danmark: Venskab – Sproget – og min Barndoms Erindring.
Baggesen (15. februar 1764 i Korsør – 3. oktober 1826 i Hamburg).
