UDEDANSKERE VIL HAVE STEMMERET DÈR HVOR VI BOR

26. november 2008

Over 13.200 har siden april skrevet under på kampagnen for dobbelt statsborgerskab på http://www.dobbelt-statsborgerskab.underskrifter.dk/ .

Siden foråret har kampagnen ”fodret” de ansvarlige politikere med fakta, der viser, at 22 ud af 27 EU-lande tillader dobbelt statsborgerskab, og at nabolande som Sverige og Finland ikke har problemer dermed og ydermere har opdaget, at dobbelt statsborgerskab fremmer integrationen.

Over 90% af Europas borgere bliver ikke som danskere tvunget til at ”fraskrive” sig deres oprindelige identitet, hvis de med statsborgerskab bliver hele borgere – med stemmeret i deres bopælsland.

Underskriverne af kampagnen er udedanskere, der ikke har hverken stemmeret eller fulde borgerrettigheder i deres bopælsland, fordi de ikke ønsker at opgive deres oprindelige identitet.

Underskriverne er nydanskere, der har været tvunget til at fraskrive sig deres oprindelige identitet, fordi Danmark kræver det af dem, når de opnår danske statsborgerskab. Underskriverne er udlændinge i Danmark, der opfylder alle krav om sprog, ren straffeattest og selvforsørgelse, men ikke søger dansk statsborgerskab, netop fordi Danmark tvinger dem til at fornægte deres baggrund.

Underskriverne er hundreder af ”hjemmedanskere” i Danmark, der støtter vores sag.

Foretræde i Indfødsretsudvalget, en rapport med fakta om dobbelt statsborgerskab samt en intern høring i Folketinget har overfor de danske politikere afsløret, det der ingen problemer er ved at tillade dobbelt statsborgerskab.
Hvorfor skulle der i øvrigt være det, når 22 ud af 27 EU-lande allerede tillader det?

Desværre har alle disse kendsgerninger ikke fået de tvivlende partier til at melde klart ud.
”Vi overvejer og diskuterer sagen i partiet” har det lydt.

For at få et klart svar opfordrede www.statsborger.dk den 14.11. – da De Radikale annoncerede et forslag om dobbelt statsborgerskab – underskriverne til at sende personlige mail til de danske politikere.

Det gjorde de i hundredevis og så blev nogle politikere fornærmede – nogle endda barnligt fornærmede.

Tom Behnke skrev tilbage at han ikke længere havde tid til sagen, fordi han skulle slette email.
Det svarer til den strenge far, der siger:
Hvis I sidder stille får I en is, larmer I får i ingenting.

Kære Tom Behnke:
Vi udedanskere kan ikke stemme dig ud af Folketinget – vi har ikke stemmeret.
Men vil du nu også give os mundkurv på?

Karsten Nonbo (V) derimod kaldte over én kam udedanskerne for ”egoistiske skatteflygtninge”. Nonbo glemte, at vores underskrivere også er danskere i Danmark og udlændinge i Danmark.
Han glemte også at hans regering i deres Globalisations-rapport kalder udedanskere for et aktiv for Danmark.

Desværre afslører Nonbo, at han personligt aldrig har hverken diskuteret eller overvejet sagen:
Han tror vi kæmper for stemmeret i Danmark.

Én gang til: Dobbelt statsborgerskab vil give os borgerrettigheder og stemmeret i vores bopælsland, ikke i Danmark!

Et andet folketingsmedlem skriver tilbage, at vi havde opnået samme resultat ved en samlet henvendelse.
Det passer ikke!

Vi skrev til den pågældende politiker den 30.10.2008 med yderligere information og fakta om vores sag.
Vi fik ikke noget svar.

Vi bliver ved med at bruge de midler demokratiet har reserveret for os.
Vi beder de folkevalgte politikere om at gøre det samme, og nu se at komme i gang med den lovændring, der ligestiller udedanskere og udlændinge i Danmark med resten af Europa og Verden!

Ps:
Er det mon sådan, at danske politikere synes email er fint, når det er Obama, der samler penge og stemmer, men ikke når det er magtesløse borgere, der kæmper for deres sag…

Pps:
Ingen kaldte Villy Søvndal (SF) for en bølle, da han i foråret opfordrede alle offentlige ansatte til at skrive til Velfærdsministeren – og ingen politiker sagde til sygeplejerskerne at demonstrationerne skadede deres sag.

Ppps:
Èn politiker skrev tilbage, at almindelige snegle-breve havde været en bedre metode. Fordi de er nemmere at smide ud end en email?

Vi tager den igen for at undgå misforståelser:

Dobbelt statsborgerskab vil give danskere borgerrettigheder og ret til at stemme i deres bopælsland.
Retten til at stemme i DK falder i følge nuværende lovgivning bort efter to år med adresse i et andet land.

Pension er afhængig af antal år, man i løbet af sit arbejdsliv har boet i DK.
Ret til sociale ydelser kræver bopæl i DK.
Mandlige “dobbelte statsborgere” aftjener deres værnepligt – der hvor dette endnu er en pligt! – i deres bopælsland.
Kun 8 ud af Europas 46 stater tillader ikke dobbelt statsborgerskab.
22 af 27 EU-lande tillader dobbelt statsborgerskab.
90 % af Europas borgere har ret til dobbelt statsborgerskab.
Sverige tillod dobbelt statsborgerskab i 2002, Island og Finland i 2003, Tyskland i 2007 og Luxembourg i 2008.
Hej – Ciao,
Charlotte – dansk og italiensk i Milano


NYT FORSLAG OM DOBBELT STATSBORGERSKAB

14. november 2008

Det er med stor glæde at græsrodsbevægelsen “www.statsborger.dk” erfarer, at det Radikale Venstre i går fremsatte beslutningsforslag om dobbelt statsborgerskab.

12.612 underskrivere har siden forårets debat om dobbelt statsborgerskab støttet online-kampagnen på  http://www.dobbelt-statsborgerskab.underskrifter.dk/ 

Debatten dengang og den interne høring om dobbelt statsborgerskab i Folketinget i maj viste tydeligt, at der ikke eksisterer nogen som helst argumentation for, at Danmark skal fortsætte med et tilhøre det mindretal af europæiske lande, der forbyder dobbelt statsborgerskab.

Kun fem ud af 27 EU-lande forbyder i dag dobbelt statsborgerskab.

Senest tillod Luxembourg i oktober 2008 dobbelt statsborgerskab. 90% af Europas borgere har i dag lov til at være dobbelte statsborgere, men en stadig voksende gruppe danskere har ikke samme ret:

Udedanskere er frataget deres stemmeret i både Danmark og i deres bopælsland.
Det manglende statsborgerskab i bopælslandet skaber usikkerhed om disse menneskers retsstilling og begrænser ofte deres karrieremuligheder.
En stadig voksende gruppe velintegrerede indvandrere i Danmark lider også under den manglende ret til dobbelt statsborgerskab.
Som udedanskerne ønsker nydanskere at bevare deres oprindelige nationalitet.

Fuld integration – for danskere i udlandet som for udlændinge i Danmark – kræver borgerrettigheder, som kun statsborgerskab kan garantere.

Skriv under – det er faktisk 160 år siden den sidste rest af stavnsbåndet forsvandt – det er simpelthen på tide, at dansk lovgivning følger med :-)

Hej – Ciao
Charlotte – dansk italiener i Milano


GRUNDLØSE ”KVABABBELSER” OM DOBBELT STATSBORGERSKAB:

20. august 2008

KRIMINELLE KAN ALTSÅ IKKE BLIVE DANSKE STATSBORGERE!

 

Forårets debat og eksperthøring i Folketinget om dobbelt statsborgerskab har tydeligt vist, at der ingen problemer er i at tillade dobbelt statsborgerskab for danskere: en ret over 90% af europæerne har i dag.

 

Trods svenske forsikringer til Indfødsretsudvalget om, at der ingen problemer har været i Sverige, siden landet i 2001 tillod dobbelt statsborgerskab og trods en rapport fra Rigspolitiet, der konkluderer, at dobbelt statsborgerskab ”er kommet for at blive”, siger Socialdemokratiet og Venstre alligevel nu nej med en skræmmende og fejlagtig trussel om at ”kriminelle kan udnytte dobbelt statsborgerskab”.

 

Èn gang til – dansk statsborgerskab er IKKE noget, man trækker i en automat:

Udlændinge, der ønsker at blive danske, skal i dag blandt meget andet opfylde skærpede krav til sprogkundskab, de skal være selvforsørgende og ikke mindst, så skal de have EN REN STRAFFEATTEST.

 

”Børnekidnappere, krigsforbrydere og terrorister kan få lettere spil, hvis Danmark tillader dobbelt statsborgerskab” lyder advarslerne videre fra det to partier.

 

Med hensyn til børn, der ulykkeligvis bliver kastebold mellem forældre af forskellig nationalitet, vil tilladelse af dobbelt statsborgerskab intet ændre:

Disse børn  er i dag alle – naturligvis – dobbelte statsborgere fra deres fødsel.

 

Det samme er tilfældet for mange af de FÅ unge kvinder, der bliver tvangsgiftet.

 

Nogle af disse unge tvangsgiftede kvinder har derimod trods fødsel og opvækst i Danmark ikke dansk statsborgerskab fordi deres forældre ikke har det.

I disse tilfælde vil dobbelt statsborgerskab til de unge kvinder give Danmark STØRRE muligheder end i dag for at blande sig i disse tragiske sager..

 

Krigsforbrydere og terrorister, som partierne også skræmmer med, vil alt andet lige hverken få lettere eller sværere ved at gemme sig uanset et eller to statsborgerskaber.

Og man bekæmper vel hverken krig eller terror ved hjælp af indfødsretsloven?

 

Det er på et ualmindeligt spinkelt grundlag Socialdemokratiet og Venstre afviser dobbelt statsborgerskab.

 

Tilbage står tusinder af lovlydige danskere bosat i udlandet  - og med dem en gruppe lovlydige og velintegrerede udlændinge i Danmark.

 

Vi udedanskere skal fortsat leve med en begrænset retssikkerhed i vores bopælsland.

Vi er fortsat halve borgere, der også fremover er frataget den fundamentale rettighed, som stemmeretten er – både i Danmark og i vores bopælsland.

 

Vi er halve borgere i både fædreland og bopælsland.

Mange af os ser dagligt vores karrieremuligheder begrænset , og vi lever i den utryghed, enhver ny lov om immigration i vores bopælsland medfører.

 

Positivt er det at høre, at både Socialdemokratiet og Venstre udtaler, at de ikke har de store ”kvababbelser” ved at give danskere, der flytter til udlandet dobbelt statsborgerskab.

 

Men partierne lukker samtidig straks debatten ved at fastslå:

muligheden for dobbelt statsborgerskab bør gælde alle, hvis det indføres.

 

Få – og grundløse – bekymringer bliver dermed på en dybt betænkelig måde brugt som kollektiv afstraffelse af tusinder af  lovlydige danske borgere.

 

www.statsborger.dk opfordrer endnu en gang de tvivlende danske politikere til at læse eksperternes vurderinger og til at konsultere de 21 andre EU-landes positive erfaringer med dobbelt statsborgerskab.

 

Kære danske politikkere:

Send Jeres grundløse ”kvababbelser” i skammekrogen og gøre den danske lovgivning tidssvarende, så danskere i udlandet og udlændinge i Danmark kan leve et HELT liv med samme rettigheder som over 90 % af Europas befolkning.

 

Arrivederci,

Charlotte – Milano


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.